Nu har jeg efterhånden været igennem en hel del sager om nabostridigheder. Det være sig alt fra hegn, træer, skel, færdselsrettigheder og hvad man ellers kan blive uvenner med naboen om.
I mange tilfælde er sagen allerede kørt af sporet, når jeg bliver involveret, hvilket kan gøre det svært at finde en mindelig løsning i første omgang.
Når jeg rådgiver i nabokonflikter har jeg fra start fokus på at finde en løsning som begge parter kan leve med, så man undgår en ofte lang og opslidende retssag. Det er dog desværre langt fra altid det lykkes.
Når sagen er startet i Retten er det fast praksis fra Rettens side at tilbyde retsmægling, og jeg oplever ofte, at dommeren ligefrem insisterer på retsmægling i nabokonflikter. Derfor er det også noget jeg drøfter indgående med min klient, i forbindelse med at stævning udtages eller modtages.
Jeg kan nu efter mange år konstatere, at succesraten ved retsmægling er høj. For mit vedkommende ender 70-80 % af mæglingerne med et forlig.
Der er efter min opfattelse flere grunde til at netop retsmæglingen opnår resultater, som vi advokater ikke altid kan nå frem til, inden stævningen udtages.
For det første er sagen som regel så langt fremskreden, at tilliden mellem parterne er væk. Når der så inddrages en advokat på den ene side, ses det nærmere som en optrapning af konflikten og tilliden til modparten overføres direkte til advokaten. Det forhold, at det er en af retten udpeget dommer eller advokat der er retsmægler, giver en helt afgørende neutralitet, der gør det lettere for parterne at nå hinanden.
Det er heller ikke uden betydning, at der verserer en retssag, hvilket lægger et stort pres på parterne. Man kan finde en frivillig løsning eller sætte sin lid til at en anden træffer den afgørelse man håber på. De færreste sager er så oplagte, at man med sindsro kan sætte sin lid til at dommen går den rigtige vej.
Endelig er der advokatens rolle som efter min opfattelse kan være ganske afgørende for et godt forlig. Jeg er med ganske få undtagelser overbevist om, at det altid er forsøget værd. Det er min erfaring, at advokaten bidrager væsentlig under retsmæglingen som sparringspartner for klienten og som barriere for de følelsesmæssige forhold, der nogle gange blokerer for forliget. Naturligvis også i den afsluttende fase hvor forliget skal formuleres.
I modsætning til retssagen, hvor du blot argumenterer det bedste du har lært og lader andre tage beslutningen, skal du i en retsmægling hele tiden vurdere det mulige forlig op mod det forventede resultat af sagen. Ofte er du i en situation, hvor klienten er meget følelsesmæssigt involveret, men hvor kun du har det nødvendige kendskab til regler og praksis, til at kunne vurdere sagens potentiale. Ofte ender du i en situation, hvor du reelt må tage en beslutning på klientens vegne. Særligt denne del synes jeg er vanskelig, da det er en hårfin balance mellem din egen holdning til et rimeligt resultat og vurdering af klientens ønsker.
Afslutningsvis er det min erfaring, at retsmægling i nabostridigheder er et særdeles effektivt og velegnet middel til løsning af konflikterne og samtidig den bedste mulighed at naboerne igen får et tåleligt forhold til hinanden.